Udstillingstema :BabyArt
Sussi Bianco udforsker i sine portrætter af babyer og børn relationerne imellem objekt, rum og beskæring. Den stramme stil- ofte med lysende kroppe på sort baggrund - lader kompositionen, format og beskæringen folde sig ud som afgørende fortællende billedelementer.
Rummet omkring det traditionelle portræt er dødt – det er en nødvendig plads omkring det egentlige objekt – personen.
Sussi Bianco går den modsatte vej. Her bliver det tomme rum ladet med betydninger og skaber grobund for tolkninger. Billedernes små mennesker udfylder rammerne og sprænger grænserne, eller de efterlades blottede, trygt halvsovende i hjørnet af et stort mørke.
”Jeg arbejder ud fra virkeligheden, men isolerer relationen mellem objekt og omgivelser for at genskaber den i et nyt univers hvor rummet får en afgørende rolle.”
”I BabyArt er barnet altid i centrum. Intet menneske er mere ærligt end en baby der er til – netop nu – i dette splitsekund af et øjeblik. I børnenes umaskerede oprigtighed ligger kimen til hver voksens fortrængte sande jeg. I babyerne ser vi det blottede, afhængige, begejstrede, forladte, som kun få voksne tør se i sig selv.
BabyArt er ikke billeder af drømmen om en baby. BabyArt er billeder af mennesker. Små og ærlige mennesker, i hvem vi kan kende os selv. Det er deres historie jeg vil fortælle. Og dermed historien om os alle.”
Information om aktuelle udstillinger er at finde på hjemmesidens forside.
En fotografs bekendelse
Fotografi er en lidenskab. En nysgerrighed, et begær og en tilfredstillelse. Når et fotografi er rigtigt mærker jeg suset et stille magisk øjeblik hvor alt går op i en højere enhed. Derfor fotograferer jeg.
Min passion er to-delt: Nærvær i optagelserne og præcision i den måde jeg omfattende bearbejder hvert eneste billede på.
Mine inspirationer indenfor portrætfotografiet spænder over en række store fotografer i det 20 århundrede, hovedsageligt amerikanske. Efterkrigstidens Irving Penn og Arnold Newman udforskde begge med en billedkunstnerisk baggrund portrætfotografiets fortællende præmisser, og udfordrede dem. De anvendte forskellige metoder hvor den portrætteredes relateren til rummet blev en væsentlig del af billedets kommunikation. I 60'erne var der David Baily, i 70erne Louis Greenfield´s dansefotografi,. Begge arbejdede med udfordringen af billedrammen som et kompositorisk og fortællende element. Annie Leibovitz har op imod dette årtusinde sat standarder for analyse og kommunikation i idebaserede portrætter, med et vid der efterlader uudslettelige indtryk af de portrætterede.
Jeg berøres af portrætter. Korrektion: jeg berøres af mennesker, og at tage portrætter er en enestående mulighed for at være til stede i nuet sammen med et andet menneske. At fange nærvær i fotografierne er lige så nødvendigt for mig som det er for en fisk at ånde vand.
Som underviser og researcher har jeg samtidigt i mange år været dybt optaget af fotografiets kommunikerende virkemidler. Hvorfor taler fotografi så stærkt til vores følelser. Hvilke af vores indre strenge spiller billeder på?
Indenfor massekommunikation har Messaris sammenfattet en række studier om fotografiets virkemidler til påvirkning af billedlæseren. Han beskæftiger sig med fotografiet som et sprogteoretisk tegnsæt, med særlige karakteristiske egenskaber. Meget teknisk og meget, meget interessant. Kunstteoretisk er jeg inspireret af Arnheim og Itten og har studeret teorier om designelementer og perceptionspsykologi. Alt sammen omhandler hvordan vi som en kultur af billedlæsere kommer fra ”hvordan oplever jeg dette billede” til ”hvorfor har jeg denne oplevelse”
Fotografi er et sprog. Jeg laver en omfattende, detaljeret bearbejdning af hver eneste billede for at fortælle den historie jeg ser. Billedet skal fremstå med en selvfølge som kunne det ikke være anderledes.
Til sidst siger billedet ”ja” til mig. Og jeg takker.
Sussi Bianco 2006
|